Den lille udfordrer: »Det er begrænset, hvor meget du kan pynte en dinosaur«

finans_2

 

Interview: Dankort, Visa og de andre etablerede spillere står med et forældet system, som de prøver at gøre tidssvarende, mener dansk iværksætter bag Meewallet. Men det er svært som lille firma at rulle en helt ny platform ud til alle butikker.

 

Det var sådan set ikke meningen, at Meewallet selv skulle rulle en helt ny betalingsplatform ud, men sådan endte det, da ingen af de store, etablerede i branchen var interesserede i et partnerskab eller i at købe Meewallets system. Så nu er det lille firma fra Randers i fuld gang med at etablere sin egen konkurrent til de kendte dankort-terminaler og mobilløsninger som MobilePay og Swipp.

 

»Nogen skulle jo gøre det. Jeg er helt sikker på, at dem, som oprindeligt udviklede plastickortet, ikke sad og tænkte, at nu ville de udrydde checkhæftet,« siger Kim Vindberg-Larsen, direktør for Meewallet.

 

Firmaet har udviklet en digital pung til telefonen, som gør det muligt at bruge alverdens forskellige kort, også loyalitetskort eller point. Dog kun i de foreløbigt 103 butikker eller kæder, som er tilmeldt og har fået et lille blåt æg i butikken til at sørge for kommunikationen mellem kunde, butik og betalingskort.

 

»Hvis vi havde valgt at bygge oven på eksisterende teknologier, ville vi få de samme problemer, som der er med plastickort i dag. Det er begrænset, hvor meget du kan pynte en dinosaur. Den vil stadig være stor og tung,« siger Kim Vindberg-Larsen.

 

Som forbruger oplever man måske de mange nye løsninger, der bliver baseret på traditionel kortbetaling, som nemme at bruge, men det er butikkerne – og dermed i sidste ende forbrugerne – som kommer til at betale gebyrerne, der følger med. En Dankort-betaling for at købe en liter mælk koster butikken omkring 50 øre, mens en MobilePay-betaling står butikken i det dobbelte. Det kan Meewallet gøre billigere, kort fortalt ved at åbne en direkte kontakt mellem kunde, butik og betaling fra kontoen.

Det vil være vejen frem, i stedet for løsninger, der er begrænset til et enkelt land, eller som kræver, at butikken er kunde i en bestemt bank, mener Kim Vindberg-Larsen, med et hip til MobilePay.

 

Kilde: finans.dk