Fremtidens betalinger holder fast i det gode, gamle plastickort 􏰀

finans_dk

Analyse: Det vælter frem med nye måder at betale på – fra trådløse chips i Dankortet til rene mobilløsninger. Men under motorhjelmen er alt ved det gamle.

 

Hvad hiver du frem i supermarkedet, når du i december 2016 skal betale for æbleskiver og karrysild? Din telefon, dit Dankort eller et ur som Apple Watch? Eller måske bare gode gamle knitrende sedler?

 

Efter 32 år med Dankortet er det blevet kodet ind i rygraden hos de fleste danskere at sætte sit plastickort i terminalen og taste en pin-kode. Det mest eksotiske alternativ har i årevis været et internationalt kreditkort, men håndbevægelsen i butikken var den samme.

 

Men nu er der ved at blive vendt op og ned på betalingsrutinerne. Bankerne har pumpet de såkaldt kontaktløse kort ud til deres kunder, som nu kan nøjes med at vifte lidt med kortet i luften over terminalen og kun skal taste pin-kode, hvis beløbet er på over 200 kr.

 

MobilePay fra Danske Bank er rullet ud som betalingsmiddel i mange butikker, enten som en normal overførsel eller ved at telefonen kommunikerer med udstyr i butikken. De øvrige danske bankers løsning, Swipp, er også sluppet løs til mobilbetaling i butikker. Og Nets har annonceret, at Dankortet vil flytte ind i telefonen fra efteråret næste år, så man kan betale med sit Dankort uden at have det med sig rundt i lommen.

 

Imens render amerikanere og englændere rundt og betaler med deres Apple Watch, og fra Android-lejren er Google og Samsung klar med tilsvarende løsninger. Og firmaer som Facebook og Amazon har også rystet med sablen, så man i USA for eksempel kan overføre penge til andre via Facebooks chat-tjeneste Messenger.

 

Et småkedeligt, monopolramt område er blevet forvandlet til en vilter kampplads, hvor både internationale giganter og små, vakse iværksættere har checket ind.

 

Men graver man et spadestik dybere, er det dog i høj grad business as usual. Under de fleste nye løsninger ligger de gammelkendte kreditkortbetalinger nemlig som motor, og forklaringen hedder Apple Pay.

 

Ligesom tidligere – som da Apple skabte musikbutikken iTunes – har Apple brugt sin position hos forbrugerne til at få skabt en løsning på tværs. Hele den tekniske løsning bag betaling med en iPhone eller et Apple Watch blev udviklet i samarbejde mellem Apple og de tre store kortfirmaer American Express, Visa og Mastercard.

 

Det skete i al hemmelighed i løbet af 2013, og undervejs fik Apple også overtalt de store banker i USA til at acceptere løsningen, så Apple Pay kunne blive lanceret i oktober 2014 i USA.

 

Den samme tekniske platform kunne de store, globale kortfirmaer derefter bruge i andre sammenhænge også, for eksempel til Android Pay, og det er også de samme principper, som Nets vil bruge, når Dankortet engang i efteråret 2016 er klar til brug fra mobilen, oplyser firmaet.

 

Dermed er der skabt en global standard for kontaktløse betalinger, om det er fra et betalingskort, et ur, telefonen eller en chip, du har fået lagt ind under huden.

 

Hønen og ægget­diskussionerne er ovre nu.

 

»Hønen og ægget-diskussionerne er ovre nu. Alle nyere terminaler er klar til kontaktløs betaling, og der er nu en aftale om, at alle terminaler i Europa skal være klar til kontaktløs betaling ved udgangen af 2019,« siger Jes Rasmussen, ekspert i mobil-betaling hos Eurocard.

 

I Danmark er det således omkring halvdelen af dankortterminalerne, som er klar til den nye slags betaling, og i de 100 største indkøbskæder og supermarkeder er tallet omkring 75 pct. oplyser Verifone, der har omkring halvdelen af markedet for disse terminaler.

 

Mange har i løbet af mobiltelefonens historie forsøgt at få bygget en betalingsløsning ind i telefonen, uden større held i den vestlige verden, mens afrikanske lande nu i mange år har haft betaling via sms, og Asien er et sandt eldorado af forskellige betalingsmuligheder. I Kina er chat- tjenesten WeChat for eksempel også blevet til en populær betalingskanal. Men de banebrydende løsninger dukker også især op der, hvor det etablerede finanssystem har stået bomstille, eller hvor bankernes infrastruktur er mangelfuld.

 

Her er Danmark lidt speciel på global basis, fordi vi med Dankortet i hånden har en usædvanlig høj andel af kortbetalinger, mens lande som USA og Tyskland er meget mere begejstrede for cash. I en undersøgelse fra 2012 var det 82 pct. af alle betalinger i Tyskland, der skete med sedler og mønter, mens det på samme tid i Danmark var 25 pct. I lande som USA, Canada, Holland og Frankrig var tallet i omegnen af 50 pct.

 

Tilsvarende har vi – sammen med de øvrige nordiske lande – en meget høj dækning med nye terminaler til betalingskort i butikkerne, og derfor kan de nye, trådløse betalingsformer sprede sig hurtigt i Danmark. Det gør det nemt at springe på vognen og bruge den løsning, som Visa, Mastercard og American Express fik skabt som en standard, da Apple Pay blev udviklet i al hemmelighed.

 

Omvendt gør det også livet svært for iværksættere som danske MeeWallet, der har valgt at bygge sin helt egen infrastruktur op. Skal man betale med sin telefon med MeeWallets løsning, skal butikken have MeeWallets lille blå, æggeformede terminal installeret først.

 

Med Apples hjælp blev det altså de store, internationale betalingskort, som i praksis fik lov at styre skridtet til fremtidens betalinger i butikkerne. Under overfladen på de nye, smarte løsninger er alt altså, som det plejer.

 

Kilde: finans.dk