Category Archives: nyheder

Ny app tilbyder digital pengepung på mobilen

Om fem år vil beskidte pengesedler og magnetstriber helt være erstattet af mobilen, vurderer ekspert.

 

Visakort, Mastercard, loyalitetskort, gavekort og kvitteringer. Den slags hører i dag for de fleste hjemme i en tegnebog. Men med den nye danskudviklede app MEEwallet, kan du samle alt dette på mobilen.

»MEEwallet er en digitaludgave af tegnebogen. I stedet for at du har dit plastikkort i en pung, ligger det bare på mobiltelefonen, klar til at blive brugt i butikken«, siger Kim Vinding-Larsen, direktør i MEEwallet.

Foreløbig understøtter MEEwallet blandt andet Visa, Mastercard og Forbrugsforeningens loyalitetskort. Men også gavekort og kuponer vil i fremtiden blive en del af appen, forklarer Kim Vinding-Larsen.

»MEEwallet er en åben platform, hvor vi integrerer andre serviceudbyderes løsninger, så forbrugerne har adgang til alt på ét sted. Teknisk er der ikke mange grænser for, hvad der vil kunne lade sig gøre«, fortæller han.

Til gengæld kræver det, at butikken har en særlig terminal opstillet.

På nuværende tidspunkt kan appen benyttes i en lang række butikker i Randers, hvor MEEwallet siden oktober 2014 har kørt som et projekt, men også hos blandt andet Copenhagen Street Food på Papirøen og i Kødbyen i København kan man betale via appen. Og inden udgangen af 2016 vil MEEwallet kunne benyttes i størstedelen af Forbrugsforeningens 4.500 medlemsbutikker, fortæller Kim Vinding-Larsen.

 

Kamp om betalingsløsninger

MEEwallet er ikke de eneste, der tilbyder forbrugerne at betale med mobiltelefonen ved kassen i landets butikker.

Swipp, som er udviklet af 81 danske pengeinstitutter, kan i dag bruges til betaling i 7.000 butikker landet over. I slutningen af 2014 opkøbte Swipp desuden appen Paii, som er udviklet af en række danske teleselskaber. Sammen er det planen, at de vil udvikle en skræddersyet og brugervenlig mobilbetalingsløsning, der vil blive lanceret i løbet af 2015.

Også Danske Banks app Mobilepay, der har mere end 2 millioner brugere, kan i dag benyttes som betaling i butikker. På nuværende tidspunkt i 7.000 butikker, men i begyndelsen af marts tog de sammen med Dansk Supermarked endnu et skridt i udviklingen af mobilbetaling, da de lancerede et samarbejde med Dansk Supermarked. I første omgang er den mobile betalingsløsning udrullet i fem varehuse, men inden året er omme, vil kunderne kunne bruge mobilen til betaling i alle 566 Føtex-, Bilka-, Netto- og Salling-butikker i hele landet, oplyser Dansk Supermarked. Også Coop indfører mobilbetaling inden årets udgang, fortæller Jens Juul Nielsen, informationsdirektør i Coop, som ikke på nuværende tidspunkt kan sige noget om, hvilken udbyder de vil samarbejde med.

 

Fremtidens penge er på mobilen
At det er mobiltelefonen og ikke tegnebogen, forbrugerne fremover skal have op af lommen, når de skal handle, er en naturlig del af den teknologiske udvikling, forklarer Mai Thomsen fra Retail Institute Scandinavia, der er ekspert i forbrugertrends og detailhandelstendenser.

»Smartphonen er blevet vores forlængede arm i hverdagen – en hjælper – hvor der allerede er samlet en masse ting, fra ur og kalender til sociale medier. Mobilbetaling gør det nemmere og mere bekvemt at betale, og derfor er det også et naturligt skridt på vejen, at betaling også bliver en del af denne her enhed«, siger Mai Thomsen, der vurderer, at mobiltelefonen i de kommende år kommer til at fylde endnu mere på shoppeturen.

»Det vi ser fra udlandet er, at man ikke bare betaler med mobiltelefonen ved kassen, men at man selv skanner sine varer rundt i butikken, så man selv kan følge med i, hvad det løber op i. Og når man så kommer til kassen, har man også allerede skannet varerne ind og er klar til at betale«, siger Mai Thomsen.

Der er dog barrierer, der skal overkommes, før forbrugerne helt vil droppe de velkendte magnetstriber og pengesedler. Ligesom da dankortet blev indført, vil der være en periode, hvor forbrugerne skal blive trygge ved den nye teknologi. Og så er bekvemmeligheden afgørende, mener Mai Thomsen.

»Det skal være i orden fra starten. Hvis det bliver mere besværligt, bliver forbrugerne lynhurtigt trætte af det; det har vi for eksempel set med rejsekortet«, siger hun.

 

»Kontanter er døde om få år«

Jonas Hedman, der er lektor ved Copenhagen Business School og forsker i betalingsteknologi, er heller ikke i tvivl om, at fremtidens penge er på mobilen. Han forklarer, at i blandt andet Sverige, men også USA og Storbritannien er de meget længere fremme med udviklingen, og mobilbetaling her er en almindelig betalingsmulighed.

Og med de mange nye tiltag herhjemme, er han ikke i tvivl om, at udviklingen over de kommende år for alvor vil tage fart.

»Om fem år vil folk ikke længere gå rundt med kontanter i pungen, og butikkerne vil ikke længere tage imod dem. Der vil kun være ganske få i de ældre generationer, der holder fast«, siger Jonas Hedman.

Om det kommer til at gå helt så stærkt, vil Mai Thomsen ikke spå om. Hun mener, at vi endnu herhjemme har en stor udfordring i at finde en fælles løsning.

»Lige nu er der en masse, der slås om at byde sig til på det her marked, men Danmark er så lille, at vi på længere sigt bliver nødt til at finde nogle fælles standarder og systemer. Hvis alle betalingsautomater fungerer på hver sin måde med hver sit kort, ville det heller ikke være særlig bekvemt«, siger Mai Thomsen.

 

Kilde: Politiken.dk

MeeWallet allierer sig med 275.000 forbrugere

shop

 

I kampen om de danske forbrugere og butikker har den nye mobilbetalingsløsning MeeWallet allieret sig med Forbrugsforeningen, hvis kort ligger i 275.000 danskeres punge, og som har aftaler med 4500 udsalgssteder i hele landet.

Forbrugsforeningens kort kan dermed integreres i MeeWallet-appen og medlemmerne er således fri for at tage læderpungen med, når de handler i de af butikkerne, der har valgt at få en MeeWallet-terminal.

I Forbrugsforeningen glæder man sig over samarbejdet.

”Det er et spørgsmål om at se det fra vores medlemmers side og spørge, om det er en brugbar løsning. Og det må jeg sige, det er. Jeg har ikke hørt nogen, der har sagt, at de ikke vil benytte sig af den løsning,” siger Finn Borgquist, der er adm. direktør for Forbrugsforeningen, og fortsætter:

”Det geniale er, at det ikke bare er brugsforeningens kort, men at man også kan tilslutte sine andre kort. Så den fysiske pung bliver helt overflødig.”

Skal nå ud til 60-70 pct.

Finn Borgquist pointerer, at han ikke kan se nogen grund til, at Forbrugsforeningen ikke skulle gå ind i samarbejdet med MeeWallet.

”Vi har en meget speciel medlemsprofil, der bl.a. består af Ingeniørforeningen IDA, men generelt er vi overrepræsenteret af akademikere og erhvervsfolk. Der er jeg ret sikker på, at de vil stille store krav til, at vi kommer med på de her løsninger,” siger Finn Borgquist.

Han tror, at mobile løsninger en gang helt kommer til at erstatte det fysiske forbrugsforeiningskort.

Kim Vindberg-Larsen, der er stifter af og adm. direktør i MeeWallet, har som mål, at betalingsløsningen i løbet af 2016 skal være nået ud til 60-70 pct. af Forbrugsforeningens medlemmer. I samme andel af foreningens butikker skal man kunne betale med MeeWallet.

“Men lige nu har vi fokus på, at sørge for, at Forbrugsforeningens medlemmer og butikker får en så god oplevelse som muligt,” siger Kim Vindberg-Larsen.

 

Kilde: Børsen.dk